Igangværende Lektion
Kursus indhold
Kursusindhold
  • 0 / 11
    Indhold
    • 1) Til kvinder: 6 grunde til mænds tavshed
      8:48
      Maskulin mand snakker ikke
    • 2) Til mænd: Tegn på hun ikke er interesseret længere
      5:46
      min-kaereste-gaar-fra-mig-parterapi
    • 3) Til kvinder: Hvordan viser mænd kærlighed?
      7:28
      Hvordan viser maend kaerlighed
    • 4) Transaktionsanalyse - Forstå kommunikationen mellem de 5 ego tilstande
      22:55
      Transaktionsanalyse voksen-voksen
    • 5) Derfor kan du ikke forlade din partner
      8:35
      Derfor kan du ikke forlade din partner
    • 6) Hvordan genopbygger man tillid?
      6:03
      Hvordan genopbygger man tillid efter svigt
    • 7) Hvad er tantramassage?
      8:54
      Tantramassage
    • 8) Tantrasex for begyndere
      15:23
      Tantrasex - kvinde får orgasme
    • 9) Personlige kerneværdier: Din guide til et lykkeligt liv
      12:57
      Kerneværdier - kompas
    • 10) Øjenkontakt: Din vigtigste sociale kompetence
      10:54
      Øjenkontakt
    • Næste artikel kommer snart...
      Holgers artikler som podcast - icon til kursus

5) Derfor kan du ikke forlade din partner

Derfor kan du ikke forlade din partner  

Denne artikel handler om, hvorfor det er svært at afslutte et dårligt parforhold. Her er nogle af typiske grunde til, at du ikke kan forlade din partner:

  1. Du håber, det bliver bedre
  2. Du frygter sorg
  3. Du skammer dig
  4. Du har lavt selvværd
  5. Du føler skyld
  6. Du kan ikke rumme tomhed
  7. Du har mistet dig selv
  8. Praktiske udfordringer

Artiklen er bl.a. inspireret af Vitha Weitemeyers bog: Forelsket i en drøm.

 

Du håber, det bliver bedre

Den vigtigste årsag til det er svært at slippe et dårligt parforhold, er et urealistisk håb om, at det bliver bedre. Og især er det svært, at gå fra en du stadig elsker.

Det betyder, at du ignorerer smerten, fordi du tror det snart bliver godt. Men vær realistisk: Han/hun ændrer sig ikke for din skyld. Du kan elske din kæreste nok så meget, men hvis din partner virkelig skal ændre sig, skal det komme indefra. Du kan ikke tvinge din partner til at ændre sig. Du skal altså ikke blive i dårligt parforhold, selvom du elsker din partner. 

Har du et såkaldt ambivalent tilknytningsmønster, kan det blive ekstra svært at forlade din partner, fordi noget i dig nemt kommer til at gå på kompromis for at bevare forholdet, selvom det er håbløst.

 

Frygten for sorg  

Hvorfor føler man sorg, når man afslutter et dårligt forhold? Burde man ikke bare være lettet?

Du føler sorg, fordi der også har været gode ting i forholdet. Hvis du engang var forelsket, følte kærlighed, havde god sex og gode oplevelser, så er din partner betydningsfuld på godt og ondt. Og det vækker sorg at sige farvel. Derudover er det sorgfuldt at sige farvel til drømmene for fremtiden. Det er bl.a. derfor, det er så hårdt at gå fra en man elsker.

 

Derfor kan du ikke forlade din partner

 

Afvist, vred og skamfuld

Når et forhold går i stykker, er det normalt at føle sig afvist. Uanset om du selv tog beslutningen, eller om det var din partner, der sagde stop, kan du føle dig afvist. Afvisningsfølelsen avler vrede, selvom der nedenunder ligger sorg og længslen efter kærlighed.

Skam er en anden typisk følelse. De fleste tager det som et nederlag, når forholdet ikke fungerer. Det kan skyldes følelsen af ikke at slå til. Men skammen kan også opstå, fordi du har sagt og gjort ting i bruddet, du ikke er stolt af.

Man kan skamme sig over ikke at være god nok til sin partner. Selv hvis ens partner misbruger en, kan man være tynget af skamfølelser efter et brud: ”Hvis han ikke vil have mig, selvom jeg har fundet mig i alt, hvad er jeg så værd?”

 

Lavt selvværd

Du har brug for selvværd for at kunne rejse dig og gå. Skam, afvisninger, følelsesmæssigt pres og manglende kærlighed kan langsomt nedbryde dit selvværd. Til sidst kan det være svært at finde styrke til at sige fra. Derfor kan det blive sværere og sværere at forlade at dårligt parforhold. Parforholdet bliver et fængsel som langsomt nedbryder dig.

Brud er ekstra svært, hvis du har lavt selvværd og tvivler på dig selv. Du tvivler på din beslutning, fordi du ikke kan mærke dig selv. 

Og hvis forholdet har været turbulent med mange kriser og pauser, kan du tvivle på, om det nu virkelig er slut? Eller om I finder sammen igen som de andre gange.


Skyld

Skyld og illusionen om kontrol hænger sammen. Hvis du påtager dig skylden for bruddet, siger du også, du kunne have ændret tingenes tilstand.

Når du påtager dig skylden, overvurderer du dig selv. Tror du virkelig, at det er din skyld? Hvis du er sammen med en person, som ikke er i stand til at indgå i et ligeværdigt parforhold, er det så din skyld, at I ikke længere er sammen?

Det er først, når du fralægger dig skylden, du kommer videre. Indtil da vil du hele tiden overveje, om du skulle have gjort noget anderledes. Og du kommer måske til at ændre mening.

Sammen med skyld kommer selvbebrejdelserne. Du bebrejder dig selv, du ikke handlede anderledes. Bebrejdelser og placering af skyld er en måde at undgå at mærke sorgen. Det er først, når du glemmer alt om skyld og bebrejdelser, at du kan gå i gang med sorgprocessen og komme videre.

Når du giver slip på skyld og bebrejdelser, overgiver du dig til det faktum, at du ikke kan kontrollere alt.

 

Hvornaar-er-nok-nok-parforhold

 

At rumme tomhed

Hvis du er meget optaget af din partner og dit parforhold, kan du rammes af tomhedsfølelser, når du forholdet slutter. Eller du kan være så bange for tomhedsfølelsen, du vælger at blive i et dårligt forhold.

Det er fristende at tro, at hvis du bare er sammen med din partner, undgår du tomhedsfølelsen. Men det er sindet, som leger med dig. For tomhedsfølelsen er meget ældre end dit parforhold. Den har ikke noget med din partner at gøre. Din partner er bare blevet en sutteklud, som giver dig midlertidig lindring.

Tomhedsfølelsen udtrykker en manglende evne til at hvile i sig selv. Det kan hænge sammen med, at du ikke kan mærke dig selv, og derfor føles det tomt, når du kigger indad. Eller også er det så ubehageligt at være i dig selv, du automatisk undgår at mærke efter. Det føles tomt, fordi du ikke kan være i dig selv.

Mennesker som har været udsat for overgreb eller voldsomme oplevelser, kan have svært ved at mærke sig selv. Der er så meget ubehag i kroppen, at opmærksomheden søger væk.

Ved at overfokusere på forholdet får du en undskyldning for at undgå at være i dig selv. Og derfor føles det ekstra ubehageligt, når forholdet slutter. Du bliver ”hjemløs,” fordi du ikke kan være hjemme i dig selv.

Hvis du ikke kan slappe af i dit eget selskab, er det en god investering at lære det. Ellers er du tvunget til at gå på kompromis, for ikke at blive forladt. Du kan fx lære at meditere, lave vejrtrækningsøvelser eller tale med en terapeut.

 

Du mister dig selv  

Med tiden kan dine grænser bliver overtrådt så meget, at du glemmer, hvem du er. Du mister dit indre kompas, og affinder dig med tingenes tilstand. Derfor er det gavnligt at minde dig selv om dine grænser: Hvad står du for? Hvad er ok? Hvad finder du dig ikke i?

Start med at beslutte nogle minimumskrav for dit forhold, fx: Ingen stoffer. Ingen fysisk eller psykisk vold. Du skal føle dig elsket. I skal kunne tale stille og roligt om tingene. Du vil ha’ et aktivt sexliv. Ok økonomi. Du vil kunne slappe af og lade op i hjemmet. Osv.

Spørgsmål til dig: Hvad er dine minimumskrav? Hvad vil du ikke leve uden?


Praktik

Den sidste årsag til at det kan være svært at gå, handler om praktik. Nogle gange bliver man i et forhold, fordi det bare er for besværligt at gå.

Måske bor du i et dejligt hus, og du kan ikke overskue at at finde en lille lejlighed. Eller du ved ikke, om du kan få en dagligdag til at fungere med delebørn osv.

Hvis det er uoverskueligt for dig, så lav en liste over de praktiske udfordringer, og indse at de kan løses en for en. Tal evt. med en ven, hvis du stirrer dig blind på forhindringerne.


Værd at huske...

Det er ikke nemt, at forlade en man har elsket. Og tanken om at være alene kan være ubehagelig. I denne artikel har jeg sat fokus på nogle af de følelser og mekanismer, som forhindrer dig i at afslutte et dårligt forhold.

Jeg håber, du finder styrken, modet og indsigten til at træffe de svære beslutninger og sige farvel, hvis du skal videre.